Landsskriveren Leif’s Pergamenter direkte oversat, ved udnævnelsen af Bjørn Talsmand som Guldkarl, den 29.dag i Glugmaaneden 2011. Ved Kobæk Strand.
”Høje Talsmand.
Fra det fjerne nord, der hvor graner stræber mod himlen og hvor vindes susen er det eneste der høres, har jeg modtaget en budstikke fra det høje Nordråd.
De har bedt mig overbringe dette budskab:
Høje Talsmand for de Vestsjællandske Skovkarle, Bjørn Talsmand.
Vi har hørt fra de Danske Karle om dine meritter gennem et langt liv i orienterings sportens og skovkarleklubbens tjeneste, hvor din stemme sjælden har været uhørt.
Vi har hørt, at du helt fra ungdommens år har været aktiv både som løber, korttegner og løbsarrangør, og hvorledes du har været aktiv på ledelsesplan.
Vi ved, at du var foregangsmand for at få stiftet Vestsjællands Skovkarleklub, og at du siden stiftelsen har været Talsmand. En post du med ildhu og nidkærhed har bestridt siden da.
Vi ved, at du for at kunne afholde o-løb i SKK regi har stiftet en orienteringsklub, og vi ved, at du utrætteligt har kæmpet for at skaffe midler til ungdomsarbejdet i det vestsjællandske.
Vi ved, at alt dette til overmåde er lykkedes for dig og dine karle.
Sidst men ikke mindst er dit 5 år lange arbejde med at indsamle materiale til en dansk skovkarlekrønike lykkedes på en måde, som skaber den dybeste respekt. Og den flotte krønike har høstet mangen et anerkendende nik.
For dette og meget andet har Nordrådet besluttet at tildele dig årets Guldmærke 2010, som den ægte Skovkarleildsjæl du er.
Jeg vil som Landsskriver på samtlige danske skovkarles vegne ønske dig tillykke med værdigheden som Guldmand, og jeg tror, at jeg har samtlige danske Skovkarles tilslutning til at sige, at det er velfortjent.
Som bevis for din værdighed, vil jeg hæfte Guldmærket på dit bryst.
Landsskriveren oplæser fra pergament Landsskriveren sætter Guldnålen på plads Landsskriver Leif og Talsmand Bjørn
Lad Storskovens sus følge denne handling
Leif / Landsskriver
Der skal her fra Talsmandens bolig tæt på Knudsskoven, lyde en hilsen og tak til Nordrådet, Landsskiveren, samt alle Danske Skovkarle – og ikke mindst egne Karle i det Vestsjællandske, for indstillingen og udnævnelsen som den 10.danske Guldkarl – som jeg vil bære med ære.
med sus
Talsmand Bjørn